FIF til Alene Hjemme træning

Husk – hunde er flokdyr. De vil ALDRIG synes det er ok at være alene hjemme. MEN de kan lære at leve med det….

Guideline til alm. alene hjemme træning.

Som hovedregel starter man dagen med at have 2 timer minimum – fra ud af seng til at forlade hunden, så der er god tid til børn, hundeluftetur etc. sørg for at lufteturen er en spændende oplevelse/snus/opgaver. F.eks. stil lidt krav til lineføring, søgeøvelser, lettere lydighed, tænkeopgaver – som at gå den rigtige vej rundt om lygtestolper etc. Lad hunden falde til ro før pkt. 1 startes op.

1)

Start rolig musik på anlægget. Læg lidt aktiveringsting frem til hunden som den kan opstarte, begræns hundens område således, at ikke hele hjemmet er tilgængeligt. Dermed føler hunden sig lidt mere tryg (ikke så meget at holde øje med), dette skal dog ikke mistolkes á la lukke hunden inden på et toilet f.eks. !!!Tag overtøj på og gå til hoveddøren. Åbn døren og luk den igen. Gentag MANGE gange, som GUIDELINE 3-4 gange efter hunden er holdt op med at reagere. Herefter tager I overtøjet af igen og fortsætter med sine sædvanlige gøremål. Hunden ignoreres, men hvis den bliver mere og mere stresset i løbet af trænings seancen, er den  ENTEN ikke træt nok, eller også er de forskellige aktiviteter fra jeres gåtur (den rigtige vej om lygtepæle, sit øvelser, dæk øvelser, søge lidt tørfoderkugler i græsset et bestemt sted på turen) måske ikke tilstrækkelige?. Denne træningsseance gentages flere gange dagligt, indtil hunden er uinteresseret..

2)

Gå ud døren og ind på ny UDEN ar lukke døren, men ellers forløber træningen som beskrevet i punkt 1. Hundens område bør være således at hunden kan se din udgangsdør.

3)

Luk døren udefra og åben den på ny, ellers forløb som beskrevet i punkt 1.

4)

Når hunden er uinteresseret i at du går ud af døren og lukker den udefra, venter du udenfor i 2-3 sekunder, før du går ind igen. Det er VIGTIGT ikke at vente for længe. Hvis hunden begynder at blive urolig indenfor, er man gået for hurtigt frem og må hoppe tilbage til punkt 1.

5)

Intervallet øges med få sekunder af gangen – det er dog en god ide at variere tiden, så man af og til kommer ind igen efter få sekunder. Fra dette punkt behøver man ikke gentage seancerne flere gange lige efter hinanden, men må gerne gå uden for døren flere gange i løbet af dagen.

6)

Når hunden er ligeglad med at være alene i 2 minutter, kan man begynde at øge intervallet med 1-2 minutter ad gangen. Gå langsomt frem!!! En grundig træning her, vil gøre resten af træningen hurtigere og nemmere. Hvis man går for hurtigt frem, og hunden bliver urolig, må man vende tilbage til punkt 1.

7)

Når hunden kan være alene i nogle minutter, kan man begynde at gå ud med skraldebøtte etc. Hver gang tilstræber man at hunden er i et forholdsvis mindre område, end når man selv er hjemme. Dvs. f.eks. køkken/alrum – brygger/køkken eller lign.

Senere kan man så nå en tur til Netto osv. Her er det også vigtigt at variere tiden, så man af og til kommer tilbage efter ganske få minutter.

Der gøres godbidder klar til at lægge rundt i hjemmet, således at hunden har mange opgaver at løse når man går ud af døren og forlader den. Dette ”ritual” gentages hver eneste gang man skal forlade hunden – både v. minutter og 4 timer etc.

8)

Når hunden kan være alene i ca. ½ time, kan man øge tiden med ca. 10 minutter ad gangen. Når den kan være alene i 1-2 timer, kan man øge med ca. ½ time ad gangen.

Hunde kan normalvis være alene hjemme 5-6 timer dagligt, nogle hunde endnu længere. Hvis man er længere tid væk fra hunden, end den er klar til, må man bruge hjælp fra familie, naboer eller venner til at passe den nogle timer om dagen, til man selv returnerer på ny. ”Fremmede” har en anden rytme til at forlade hunden end ejeren, dette kan sagtens påvirke hunden i den forkerte retning, så undgå at dine samarbejdspartnere forlader din hund, når de først er ankommet. Dette er yderst vigtigt.

Er en træningsplan som den nævnte umulig fordi din hund er så angst at det forekommer dig uoverstigeligt, kan den have behov for yderligere en hjælpende hånd. F.eks. en Thundershirt (kan købes på nettet) og/eller medicinsk hjælp.

Jeg foreslår Zylkéne som støttemedicin samt en Thundershirt – begge iværksat på samme tid. Men tal med din dyrlæge om dette.

Evt. kan du tage kontakt til adfærdsbehandler for hjælp.