HUNDEBURE OG BURHUNDE
Af Christina Højgaard, Det Gode Hundeliv
Ikke meget er skrevet om bure og hunde. Alle jer der kender mig, ved at jeg ikke er bange for en god dialog, herunder uenighed. Så lad mig endelig kende din mening! Men før du giver den, så lov mig du læser dette helt og grundigt igennem😊
Taler vi om hundebure – burhunde, er jeg nødt til at have fakta på plads. Velbegrundet fakta, ikke begrundede følelser….. Begrundet fakta om adfærd, psykologi – faglig viden.
Jeg hører til tider ”min hund EEEEELSKER sit bur”. Jo jo. Godt ord igen. Det kan sagtens lade sig gøre at få sin hund til at ”eeeelske buret”, men når hunden er alene og lågen lukkes, er det en helt anden sag.
Formålet med mit skriv, er en klar forståelse fra læser om de nuancer der er i emnet. Jeg har valgt at dele min artikel i 2 afsnit med hver sin utvetydige overskrift.
- Hundebur, der bruges på denne facon er ok:
TRANSPORT – Naturligvis under sikre forhold, dvs. buret skal være stort nok til at hunden kan vende sig og stå op under transporten, og der skal være vand tilgængeligt, ingen direkte solvarme etc. Ved transport mener jeg fra A til B, ikke længerevarende ophold i hundebur i bilen. Naturligvis er det vigtigt, at træne en hundehvalp op i at være positiv omkring et transportbur. Det er selvsagt.
STRESSENDE miljøer – Ved nye (for din hund stressende) miljøer. F.eks. Mange små børn, og din hund er ikke vant til børn – din hund er kortvarigt (1-2 timer) stresset, og har behov for tilpassede, rolige rammer, hvor den finder sig selv ”nok”. Du lukker den ind i et bur (den kender og kan lide) i nærheden af dig og hvor du befinder dig. Når hund er rolig og afslappet, åbner du op så hunden selv vælger hvis den vil ud igen. Bur på din arbejdsplads – hunden finder ro i sit bur, kortvarigt, da den ikke kan være med til enkelte møder etc.
ÅBENT BUR I dagligstuen, åbent bur i sommerhuset – frit valg fra tryghed til selvvalgt deltagelse i omgivelserne – tryg hule, der kan give en merværdi i hundens liv. Denne slags bur kan betragtes som en lukket hundekurv. Betegnelsen kravlegård går lidt under samme kategori.
- Hundebur, der bruges på denne facon er IKKE ok:
Hunden EFTERLADES i et bur, i længere tid uden opsyn. F.eks. ved hundetræning, hvor alle andre hunde deltager i træningen i TIMEVIS – bare ikke ’burhunden’, den ligger alene i et bur – isoleret fra al social sammenhæng. Under udstilling etc, hvor hunden uden dækken, uden tæpper, uden vand, efterlades i timevis. Har man flere hunde at udstille, må man sørge for assistance til burhunden.
Når hunden efterlades ALENE HJEMME i et bur, imens ejer går på arbejde i mange timer.
Hundens mulighed for bevægelse er vigtig!!!, både fysisk og mentalt. Bevægelse er vigtigt pga 3 ting:
1. Fysisk bevægelse, ex. muskelbevægelse
2. Bevægelse som at komme væk/ et andet sted hen
3. Bevægelse for at opsøge stimuli.
Når en hund er ræd for at være alene hjemme, får den nemt en sådan grad af angst, at det resulterer f.eks. i at grave og gnave. Hunden kan ikke komme til at gøre det, den gerne vil – mødes med dens flok – og så laver den OMDIRIGERET adfærd.
Ved hylen, kalder hunden på flokken – KONTAKTADFÆRD. Stivner hunden af skræk – er det APATI, den værste form for unormal adfærd, som kun stærkt pressede dyr udfører.
Og så den sidste facon at benytte hundebur på, heldigvis en sjælden situation –
Når DEPRIVERING er MÅLET
Hunden efterlades i et bur uden stimuli – eller sågar uden KONTAKT (for at opnå en høj motivation for samvær med træner/menneske tiltrækning fra menneskets bedste ven!). Dette er stærkt belastende for dyret, og direkte adfærdsændrende.
“Langvarig deprivering eller hyppigt tilbagevendende deprivering (som ophold i hundegård eller hundebur uden stimuli og artsfæller), kan føre til svære adfærdsmæssige forstyrrelser. Der kan være tale om stereotopier, selvdestruktiv adfærd, men også apati. APATI er den ultimative konsekvens af deprivering. I mine øjne er deprivering som ‘træningsredskab’ fuldstændig uacceptablet, og ikke et ‘redskab der på nogen måde skal benyttes”.
– ’Lene Christensen, cand.scient, ADFÆRDSBIOLOG’
HVAD ER DEPRIVERING? – Deprivering hænger stærkt sammen med motivaton – hvor motiveret er et dyr for at udføre en adfærd? Man kan deprivere, så dyret i den grad er motiveret for at udføre en adfærd. F.eks. at deprivere på føde, – hvor sulten skal en abeunge være, for at den forlader en tryg og blød ‘bamsemor’, for at gå til en ‘mor’ lavet af ståltråd der kan give den mælk? Deprivering er kun noget man bruger i kliniske test KORTVARIGT, og deprivering er ikke noget man går efter, da det er en testmetode, som er stærkt belastende for dyret. Både når man depriverer på føde, vand og andre fysiske forhold som stimuli, kontakt til artsfæller eller flokken etc..
HUNDEPSYKOLOG Anders Hallgren betegner længerevarende ophold i bur som et “Unaturligt livsforhold. Hunde er genetisk forprogrammerede for en vis type livsforhold. At isolere en hund fra fællesskabet med familien, ved at have den i en hundegård, eller lukket inde alene i et rum eller bur, er så unaturligt for den, at det lynhurtigt bliver en stressbelastning. Hunde skal, ligesom alle andre dyr, bevæge sig for at have det godt. Det er dyrplageri at nægte en hund bevægelse”.
Hvis du ikke har TID at lære din hund at være alene hjemme, bør du måske spørge dig selv om du kan tilbyde nok til din ven. Vælger du fra den første færd et bur til din hvalp, for DER kan den være tryg – har du misforstået noget…. Uagtet om din firbenede ven har angst for separation eller virker cool. Du kan ødelægge hundens idé om at blive forladt 100% blot pga. et bur).
Har du en hyper, overaktiv og/eller understimuleret hund, er det et No-Go at bruge bur for at tiltvinge hunden ro. Har du valgt at tage et nyt familiemedlem, menneskets bedste ven, ind i din tilværelse, må du tage den tid det tager at få hunden, flokdyret, i balance. Som i alle andre relationer i livet, handler det om at undgå symptombehandling. Vælg årsagsbehandling i stedet for symptombehandling.
Årsagsbehandling ændrer, symptombehandling bevarer.