Artikel i Rudersdal Avis 211215

(Artikel bragt i Rudersdal Avis mandag den 21. december 2015).

Sådan får hunden en god nytårsaften…

Hundetræner Christina Højgaard giver her sine råd til, hvordan man hjælper angste hunde igennem nytårsaften

Af Christina Højgaard, hundetræner, Det Gode Hundeliv, Birkerød

Har du en hund med angst for skud og fyrværkeri?

Angst for fyrværkeri kommer i flere grader og udmønter sig i forskellig adfærd hos hunden, og derfor er ”løsningsmodellen” ligeledes individuel.

Hvis din hund først har udviklet angst for fyrværkeri, er det ikke blot noget der bare passerer af sig selv, desværre. Ofte bliver en uadresseret fyrværkeriangst værre med årene, og kan sågar ende med en angst for de helt almindelige lyde som tab af grydelåg, smækken med skraldebøtter, ræsende motorcykler o.s.v. Fyrværkeri bliver også tit, i hundens optik, associeret med mørke og/eller tordenvejr. Derfor – vær obs på, hvorledes din hund reagerer, og vid at jo mindre angst hunden har, jo nemmere er det at behandle den.

Der er hjælp at hente, når hunden skal guides igennem december. De færreste ved, at der findes håndkøbsmedicin, som kan kombineres. Håndkøbsmedicinen bør kunne købes hos din dyrlæge. Medicinen afhænger naturligvis af din hunds behov og hvor stor angsten er. Hvis det ikke rækker, og din hund har udviklet angst i sværere grad, kan du tage en snak med din dyrlæge mhp receptpligtig medicin til at dæmpe hundens symptomer, og dermed komme gennem december/januar måned med skindet på næsen.

Gå en lang tur om dagen

Nytårsaften anbefaler jeg, at du går lufteture om dagen i dagslys. Start din egen dag lidt tidligere, selvom det er en fridag. Det meste fyrværkeri gemmes til den mørke eftermiddag/aften. Sørg for at din hund er gået træt og tilfreds, før solen går ned. Undlad at have mål om at lufte, når fyrværkeriet er startet kl. 18. SKULLE du have en ”skudsikker” hund, så undlad alligevel at udsætte den for fyrværkeri. De modne hunde, som ellers har været skudfaste, kan i takt med at deres hørelse bliver dårligere, pludselig blive angst, blot fordi de kendte lyde har ændret karakter i den modne/ældre hunds ører.

Der skal ikke meget til at ødelægge hundens oplevelse af hvad der er ok, og hvad man skal være nervøs for. Planlæg hvordan aftenen skal forløbe. Hav evt. lidt nyt legetøj, lidt bideting, ben o.lign. Hvis din hund flygter ind i skabet, ud på badeværelset, under sengen eller på anden måde trækker sig, så giv den lov og lad være at forfølge den rundt i boligen. Du kan hjælpe din hund ved at glimt og lys ikke bliver så synligt gennem vinduerne. Hæng f.eks. lagner for vinduerne og spil musik. Bevar din egen ro, skæld ALDRIG hunden ud, og ynk den ej heller.

Se hvalpen an

Har du fået hvalp i løbet af 2015, og ikke aner hvorledes din hund reagerer på skud, så se det lidt an i tiden før jul. Du vil med garanti opleve heksehyl eller andet før selve nytårsaften, så du kan have tid til lidt forberedelse.

Der findes midler, som kan forebygge en smule. Halsbånd, piller, dråber, rum-spray, homøopatiske produkter og receptpligtige produkter. Dansk Kennel Klub sælger CDer med ren fyrværkerilarm. Dette kan også forsøges. Start med meget lav volumen, og skru op for larmen gradvist – flere gange dagligt og over flere uger.

En evt. angstdæmpende mentaltræning skal startes i god tid. Det nytter ikke at påbegynde angsttræning i december. Korrekt angsttræning skal startes i laaaang tid før, faktisk halve år før selve nytåret, hvis det skal være vel implementeret og virke. Fælles for al angsttræning er nemlig, at det er meget lange seje træk, man skal igennem.

Og så lige en bøn til alle i kommunen. HUSK Fyrværkeriloven: Der må kun sælges fyrværkeri i perioden 15. – 31. december. Der må kun fyres af fra den 27. dec. til den 1. januar.

T rulle

Artikel i Rudersdal Avis, blev oprindelig skrevet af Christina, Det Gode Hundeliv i 2014, men nu bragt i Rudersdal Avis 211215. 🙂

 

 

En Loppehistorie gentages…

af dyrlæge Lise Rovsing, Dyreklinikken Artemis

Lopper!!!!

Begynder dit hund eller kat pludselig at klø sig, kan den have fået loppe. I Danmark er det katteloppen, der har størst betydning (Ctenocephalides felis), og den bide både hunde og katte.

En voksen hunloppe lægger hver dag 30-50 æg, der kan klækkes i løbet af en uge. I værste fald kan æggene udvikle sig til 20.000 voksne lopper i løbet af 2 måneder.

Den voksne loppe hopper på sit bytte kort tid efter den er klækket, hvis der i huset er et egnet værtsdyr. Her suger den blod, hvorefter loppen falder af. Lopperne parrer sig i omgivelserne. hvor de lægger deres æg. Ægget klækkes og en lille larve ser dagens lys. Denne spindes til en puppe, hvor larven udvikles til en puppe, der så hurtigt kan blive til den voksne loppe.

Hvor hurtigt denne udvikling går afhænger af temperaturen og luftfugtigheden. F.eks. vil en mild vinter og huse med god isolering, centralvarme og mange gulvtæpper, give lopperne gode overlevelses- og formeringsvilkår hele året.

Den voksne loppe vil søge mod et værtsdyr ved hjælp af vibrationer, varme og luftfugtighed. Hvis gunstige forhold er tilstede, kan værtsdyret hurtigt tiltrække lopperne.

Mange oplever at deres kæledyr angribes af lopper, når familien kommer hjem fra ferie. Dette skyldes at pupperne ligger i dvale og venter på stimuli (vibrationer fra dyr, lys, luftfugtighed), før de hurtigt vil udvikle sig til lopper.

Lopperne angriber særligt området omkring anus. Men de kan selvfølgelig være over hele kroppen. Er der mange lopper, kan de ses med det blotte øje. Loppernes afføring efterlader små sorte prikker på kattens/hundens hud. Hvis man kommer et vådt stykke køkkenrulle på de sorte prikker, vil vandet opløse afføringen og papiret bliver rødbrunt, da loppeafføring indeholder blod.

Loppeproblemer undgås lettest ved forebyggende behandling.

Fællestur 2009 017

Hvilken type skal man vælge?

De fleste kender nok til loppehalsbåndene, pulver/spray og loppeshampoo, der har været fremme i mange år. Disse typer sælges stadig. Men fx er pulver og spray en gammeldags og ret besværlig måde at behandle på. Der er kommet andre midler, som er lettere at håndtere:

Spot-on

”Spot-on” er fællesbetegnelsen for midler, der dryppes på dyrets hud – som regel i nakken eller mellem skulderbladene. Der er forskel på disse midler – idet nogle af dem kun er effektive mod lopper, mens andre er aktive mod både lopper og flåter.

De fleste virker en måned. Men nogle af dem mister effekt, hvis dyret vaskes ofte eller tager svømmeture.

Har man har en lidt langhåret hund eller kat, kan nogle spot-on-behandlinger også give fedtede pletter i pelsen, hvilket ikke er så smart, hvis man fx skal på udstilling. Det er oplagt at behandle lige inden en udstilling, for at være sikker på ikke at få lopper med hjem. Andre oplever, at det kan være svært at få midlet ned på huden, og hvis det bliver i pelsen, giver det ikke den ønskede effekt. Desværre er der også en lille risiko for, at spot-on-behandlingerne kan give lokal irritation på huden.

Der findes efterhånden en hel del af disse produkter på markedet, de fleste fås i håndkøb, og de nyeste kræver recept. Frontline Combo og Bayvantic er de mest kendte eksempler på spot-on produkter.

Tyggetabletter

Det nyeste tiltag inden for loppe- og flåtmidler er tyggetabletter – Bravecto. Denne type kan kun bruges til HUNDE – ikke katte!

De fleste hunde kan godt lide smagen, og det gør det let at behandle hunden, da den i de fleste tilfælde spiser tyggetabletten frivilligt.

En af de fordele vi ser ved at give loppe- og flåtbehandling som en tyggetablet er, at effekten er lige effektiv over alt på hunden, og beskyttelsen nedsættes ikke, selvom hunden ofte bliver vasket eller svømmer meget.

Tyggetabletterne er på recept, fordi de er det nyeste skud på stammen inden for loppe- og flåtbehandling. Alle nye loppe- og flåtmidler skal nemlig ifølge en eu-lov være på recept de første fem år. Hvis du er interesseret i at anvende de nyeste midler til din hund, skal du derfor kontakte din dyrlæge og have en recept på det pågældende middel. Man kan også få loppe- og flåtmidler, der samtidig virker som en ormekur. Disse er altid på recept.

Nogle tror, at det er dyrere at købe receptpligtige loppe- og flåtmidler hos dyrlægen, end det er at købe håndkøbsmidlerne. Men det er det langt fra altid.

Hvem er pillen testet på?

Pillen er testet på 383 hunde i kliniske studier og 600 hunde er fulgt i eget hjem. De eneste bivirkninger, der er registreret, er forbigående diarre / opkast men ingen af tilfældene var behandlingskrævende.

Hvad består pillen af?

Det aktive stof i pillen hedder “flurolaner”. Efter pillen kommer ned i mavesækken opløses den og fordeles via blodet ud i fedtvæv. Flurolaner sætter sig på gaba- og glutaminreceptorer hos loppen og flåten. Flurolaner kan ikke sætte sig på de samme receptorer hos pattedyr, hvilket gør pillen ikke er “giftig” for hunden.

Hvad sker der med lopperne og flåterne?

Det går cirka mellem 12-24 timer fra en skovflåt har sat sig på en hund til den begynder at suge blod. Flåterne kommer i kontakt med det aktive stof i pillen, før den når at suge blod. Dermed kan f.eks. borrelia ikke overføres fra flåt til hunden. Lopperne dør på hunden, før de når at lægge levedygtige æg.

Kan man bruge andet medicin sammen med tyggetabletten?

De fleste typer medicin elller præventive midler kombineres fint med den nye tyggetablet. Spørg hos dyrlægen, hvis du er i tvivl om, hvad du må og ikke må give samtidig med den nye tablet.

Hvad kan du gøre i hjemmet, hvis der er lopper?

En vigtig del i loppebekæmpelsen er derfor at få has på de mange tusinde æg, kokoner, larver og voksne lopper, der kan befinde sig i hjemmet. Selvom du ikke ser levende lopper på dit kæledyr, kan lopperne godt være tilstede i hjemmet og give kløe hos dyrene.

  1. Hjemmet skal gøres grundigt rent. Støvsug meget grundigt og husk at smide støvsuger posen ud efter brug.
  2. Vask tæpper, betræk, puder, kurve mv. i vaskemaskinen ved 60 grader.
  1. Husk at de fleste spot-on produkter virker ved de dræber lopper, der springer på dyret så hurtigt, lopperne ikke kan nå at lægge æg, før de dør. Dyrene skal behandles med loppemiddel spot-on i minimum 3 måneder, hvis man vil være sikker på at få brudt loppens cyklus. Pupperne kan overleve i omgivelserne i 3 måneder.
  2. Husk at behandle alle dyr i hjemme.
  3. Hav tålmodighed :-)